Sendesamvirket Kanal Østjylland

Sendesamvirket Kanal Østjylland er en forening med en valgt bestyrelse og den formelle partner, der har indgået kontraktlige aftaler med TV2 OJ og Digi-TV i København om afviklingen og betalingen af udsendelser i området. Det er også sendesamvirket, der udarbejder sendeplanen for de regionale timer med undtagelse af TV2OJ's time fra kl. 20 -21 og de landsdækkende sendetider, der også kan ses på Kanal Østjylland.
Vedtægter for Sendesamvirket Kanal Østjylland
§ 1 Navn, hjemsted og formål
Stk. 1. Foreningens navn er Sendesamvirket Kanal Østjylland
Stk. 2. Sendesamvirket Kanal Østjylland har hjemsted og virke i Århus.
Stk. 3. Sendesamvirket Kanal Østjylland’s formål er at varetage fælles anliggender for tv-stationer, der har tilladelse fra Radio- og tv-nævnet til at sende TV2/Østjyllands dækningsområde i medfør af bekendtgørelse nr. 539 af 13. juni 2009 om ikke-kommercielt tv i MUX 1
§ 2 Medlemsforhold
Stk. 1. Alle tv-stationer, der har tilladelse fra Radio- og tv-nævnet til at sende i TV2/Østjyllands dæknmingområde i medfør af bekendtgørelse nr. 539 af 11. juni 2009 om ikke-kommercielt tv i MUX 1, har ret og pligt til at være medlemmer af foreningen, jf. dog § 3.
§ 3 Eksklusion
Stk. 1. Bestyrelsen kan ekskludere en medlemsstation, hvis stationen ikke overholder aftaler om sendetidsfordeling eller hvis stationen misligholder sine betalingsforpligtelser eller på anden måde væsentligt misligholder sine forpligtelser overfor sendesamvirket.
Stk. 2. Såfremt der er uenighed om eksklusionen vil denne i henhold til bekendtgørelsens § 10, stk. 15, kunne indbringes for Radio- og tv-nævnet.
Stk. 3. Hvis eksklusionen af en medlemsstation skyldes misligholdelse af betalingsforpligtelsen og hvis eksklusionen indbringes for Radio- og TV-nævnet, suspenderes medlemsstationens adgang til at sende under sagens behandling i Radio- og tv-nævnet.
§ 4 Generalforsamling
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden den 1. maj og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig indkaldelse.
Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af formanden, tre medlemmer af bestyrelsen, eller hvis mindst halvdelen af medlemmerne stiller forslag herom.
Stk. 3. Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Bestyrelsens beretning og godkendelse heraf.
3. Regnskabets fremlæggelse og godkendelse heraf.
4. Indkomne forslag.
5. Budgettets fremlæggelse og godkendelse heraf.
6. Fastsættelse af kontingenter.
7. Valg af 5 bestyrelsesmedlemmer og suppleanter herfor.
8. Valg af revisor.
9. Eventuelt.
Stk. 4. Der kan ikke træffes beslutning om forslag, der ikke har været på dagsordenen.
Forslag til stk. 3, nr. 4 skal være bestyrelsen i hænde senest den 7 dage før generalforsamlingen.
Stk. 5. Stemmeret på generalforsamlingen har medlemsstationer, som ikke har forfalden gæld til foreningen.
§ 5 Bestyrelse
Stk. 1. Bestyrelsen består af fem personer, hvoraf 2 vælges i ulige år, og 3 vælges i lige år. Første gang bestyrelsen vælges, anses kandidaterne med højst stemmetal for valgt for den længste periode.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen.
Stk. 4. Bestyrelsen drager omsorg for, at foreningen løser sine opgaver, jf. særligt §§ 6-9.
§ 6 Foreningens opgaver vedrørende fordeling af minimumssendetid
Stk. 1. Medlemmerne skal i overensstemmelse med Radio- og tv-nævnets prioriteringer af programtilladelserne aftale fordelingen af minimumssendetiden, der i henhold til tilladelse fra Radio- og tv-nævnet er tildelt de enkelte medlemmer. Ved fordelingen af minimumssendetiden skal medlemmerne så vidt muligt tage hensyn til ønsker om placering af sendetid, der er begrundet i planlagt programindhold og målgrupper for programvirksomheden, jf. den af nævnet udstedte tilladelse.
§ 7 Foreningens opgaver vedrørende fordeling af øvrig sendetid
Stk. 1. Efter der er sket fordeling af minimumssendetid, skal foreningen med en frist på ikke under 1 måned offentligt indbyde den stedlige regionale TV 2-virksomhed og programtilladelsesindehavere som nævnt under stk. 2.1.ii) og iv) til at anmelde interesse for at benytte den øvrige sendetid, der resterer efter foreningen har fordelt og placeret sendetid tildelt af Radio- og tv-nævnet.
Stk. 2. Den øvrige sendetid fordeles efter følgende retningslinjer blandt eventuelle indehavere af midlertidige tilladelser samt øvrige stationer, der i henhold til stk. 1 har anmeldt interesse for at benytte den øvrige sendetid:
1. Ved fordelingen af den øvrige sendetid skal følgende prioriteringsorden følges:
I) Indehavere af midlertidige programtilladelser udstedt til den pågældende region/det lands-dækkende sendebånd
II) Medlemmer af Sendesamvirket Kanal Østjylland
III) TV2/Østjylland
IV) Andre indehavere af programtilladelser til MUX 1
2. Ved fordeling af øvrig sendetid skal foreningen bestræbe sig på at opnå alsidig programvirksomhed efter emner og målgrupper. Foreningen skal dog altid med 3 måneders varsel afgive øvrig sendetid til indehavere af midlertidige tilladelser udstedt til den pågældende region/det landsdækkende sendebånd.
Stk. 3. Foreningen afgør varigheden af fordelingen af den øvrige sendetid, idet midlertidige tilladelser i henhold til bekendtgørelsens § 3, stk. 3, har en maksimal varighed af 1 måned. I henhold til bekendtgørelsens § 3, stk. 4, kan Radio- og tv-nævnet (i forbindelse med udbud af sendetid) med 3 måneders varsel inddrage den øvrige sendetid.
§ 8 Pligt til offentliggørelse
Stk. 1. Foreningen har pligt til at offentliggøre den til enhver tid gældende fordeling af sendetiden, kontaktinformation på medlemmerne og på øvrige stationer, der i henhold til § 7 sender i den pågældende region/det landsdækkende sendebånd, samt proceduren for administration af øvrig sendetid på en internetside eller på anden tilsvarende måde.
§ 9 Foreningens opgaver vedrørende signalleverancen til udsendelse i MUX 1
Stk. 1. Foreningen er forpligtet til at koordinere signalleverancer fra medlemmerne og øvrige stationer, der i henhold til § 7 sender i den pågældende region til et samlet signal, der leveres til den stedlige regionale TV 2-virksomhed.
Stk. 2. For det landsdækkende sendesamvirke gælder, at de enkelte medlemmer og øvrige stationer, der i henhold til § 7 sender på det landsdækkende sendebånd er forpligtede til at levere deres signal til en regional TV 2-virksomhed, og at foreningen er forpligtet til at oplyse I/S DIGI-TV og samtlige regionale TV 2-virksomheder om fordelingen af sendetiden på det landsdækkende sendebånd opgjort på medlemsstationer, tidspunkter og respektive regionale TV 2-virksomheder, idet afviklingen ikke må påføre de regionale TV 2-virksomheder væsentlig ulempe.
§ 10 Økonomi
Stk. 1. Sendesamvirket Kanal Østjyllands regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
Stk. 3. Revideret regnskab for det foregående år og budget for det følgende år skal foreligge senest 14 dage før
generalforsamlingen med henblik på, at medlemsstationerne kan gennemgå dette, inden det skal godkendes.
Stk. 4. Foreningen opkræver blandt medlemmer og øvrige stationer, der i henhold til § 7 sender i TV/2 Østjyllands dækningsområde/det landsdækkende sendebånd, betaling for udsendte programmer og foretager samlet betaling til I/S DIGI-TV. Alle opkrævninger sker forskudsvis
Stk. 5. Foreningens medlemmer hæfter jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 12, solidarisk for den betaling, der er aftalt med I/S DIGI-TV. I øvrigt hæfter foreningen alene med sin formue.
Stk. 6. Betalingen til I/S Digi-TV finder sted månedsvis. Hvert medlem indbetaler forlods et depositum svarende til 1 måneds betaling til I/S Digi-TV samt yderligere 1 måneds forudbetalt leje.
Stk. 7. Bestyrelsen kan meddele prokura indenfor en nærmere angivet beløbsramme. Dog ikke vedrørende køb af fast ejendom eller pantsætning.
§ 11 Tegningsret
Stk. 1. Foreningen tegnes af formanden og næstformanden i forening eller af fire bestyrelsesmedlemmer i forening.
§ 12 Ændring af vedtægter
Stk. 1. Vedtægtsændring kan ske på generalforsamlingen, når forslag herom er adviseret i mødeindkaldelsen, og hvis mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for.
Stk. 2. Vedtægtsændringer skal meddeles Radio- og tv-nævnet, idet ændringer af bestemmelserne i §§ 2-3, §§ 6-9, samt § 10,stk. 4 og 5, § 12, stk. 2, og § 13, stk. 2, i henhold til bekendtgørelsens § 11, stk. 14, kun kan ske med godkendelse fra Radio- og tv-nævnet.
§ 13 Opløsning
Stk. 1. Beslutning om opløsning af foreningen skal træffes af bestyrelsen
og godkendes på en generalforsamling med mindst 2/3 af de fremmødte stemmer.
Stk. 2. Opløsning skal for at være gyldig godkendes af Radio- og tv-nævnet.
Stk. 3. I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens midler og udstyr kulturelle eller almennyttige formål.